Skip to main content

Lærervejledning for MARITIMEHÅNDVÆRKSFILM - 20 korte vidensfilm

Introduktion til emnet:

Danmark har siden vikingetiden været en anerkendt søfartsnation, og det danske folk har gennem generationer været forbundet med havet. Selvom meget har forandret sig gennem tiderne, rummer samfundet endnu både materielle og immaterielle maritime islæt, som har indvirkning på vores omverden og vores selvforståelse. Danmark er eksempelvis det sidste land i verden, som tilbyder en uddannelse indenfor den traditionelle klinkebyg-metode, som netop er blevet optaget i Unescos verdensarvsprogram. Viden og færdigheder indenfor bådbygning og sømandskab er således en stærk immateriel kulturarv i Danmark.    

Filmene fortæller om det klassisk maritime håndværk, gennem totalrestaureringen af galeasen Anna Møller, i perioden fra år 2015 til 2021. Filmene arbejder med det visuelle fortællegreb, så man nøje ser og følger, hvordan enkelte enheder skabes i en større sammenhæng.

Håndværk er den praktiske verdens prøve af designs, løsninger og ideer. Kan problemløsningen ikke skabes i praksis, eller er ideen ikke holdbar i sin fysiske udformning, bliver disse udfordringer afdækket af håndværksprocessen. Vi har på det grundlag en stærk håndværkstradition i Danmark, og skal fremtidens samfund og problemløsninger til stadighed præges af denne tradition, skal der være unge mennesker som ønsker at kaste sig ud i et liv domineret af det.

Den maritime kulturarv lærer os til stadighed, hvordan håndværket i generationer har afprøvet designs og problemløsning til perfektion. I den maritime verden har det gode håndværk været afgørende for succes eller fiasko, og kan i yderste konsekvens være afgørende for liv eller død.

Vi har i alle tider stået på skuldrene af hinanden, og brugt tidligere generationers viden til at udvikle og udfordre fremtiden. Vores fremtid byder på mange udfordringer og kalder på mange løsninger. Kan den maritime immaterielle arv, viden og færdigheder, være et springbræt til at udvikle fremtidens løsninger, i et samfund som er omringet af hav og kyst?    

FORMÅLET

  • Et undervisningsforløb om den danske maritime kulturarv og maritime håndværkstraditioner, med afsæt i de maritime håndværksfilm, kan tilbyde rammer til at:
  • Give eleverne en grundforståelse for Danmark som en søfartsnation, med en stærk kulturel identitet knyttet til kystlivet og de håndværker som gør det muligt at lette anker.
  • Skabe en visuel idé om kompleksiteten bag fortidens flåde i Danmark, samt give udførlig indblik i den håndværksmæssige viden og immaterielle kulturarv, som ligger til grund for Danmarks identitet som søfartsnation.
  • Give input til videre refleksion hos eleverne, over håndværkets generelle betydning for et samfund i evig udvikling. Samt at skabe nysgerrighed og videre lærelyst, med fremadrettet fokus på håndværksfagene.
  • Skildre eksempler af funktionel – og æstetisk design i en historisk, håndværksmæssig og maritim kontekst. Samt at eksemplificere procesorienterede arbejdsgange, funderet på afprøvede og anerkendte løsninger og standarder.

 

MÅLGRUPPE OG FAG

Materialet henvender sig til udskolingen, samt 10.klasse. Det er muligt at anvende materialet i tværfaglige forløb eller særskilt i flere fag. Vejledningen henvender sig til fagene:

Dansk (herunder også undervisning med fokus på uddannelsesvalg)

Historie (evt. tværfagligt med Samfundsfag og/eller Dansk)

Samfundsfag (evt. tværfagligt med Dansk og/eller Historie)

Håndværk og Design (evt. tværfagligt med Dansk og/eller historie)

 

MÅL

Materialet berører og dækker flere overordnede elementer i fælles mål for fagene. For materialets dækning af færdigheds – og vidensmål gælder det, at undervisningen kan vinkles på forskellige måder, og dermed er det variabelt hvilke færdigheds – og vidensmål som konkret bliver mødt i forløbet.

Dansk
”Eleverne skal i faget dansk fremme deres oplevelse og forståelse af […] sprog og kommunikation som kilder til udvikling af personlig og kulturel identitet. Faget skal fremme elevernes indlevelsesevne og deres æstetiske, etiske og historiske forståelse”.
emu - Dansk Fælles Mål

Samfundsfag
”Eleverne skal i faget samfundsfag opnå viden og færdigheder, så de kan tage reflekteret stilling til samfundet og dets udvikling. […] Eleverne skal opnå forståelse af, hvordan mennesker både påvirkes af og kan påvirke samfundet, og de skal kunne forstå hverdagslivet i et samfundsmæssigt perspektiv”.
emu - Samfundsfag Fælles Mål

Historie
”Eleverne skal i faget historie opnå sammenhængsforståelse i samspil med et kronologiske overblik og kunne bruge denne forståelse i deres hverdags- og samfundsliv. Eleverne skal blive fortrolige med dansk kultur og historie. […] Elevernes historiske bevidsthed og identitet skal styrkes med henblik på, at de forstår, hvordan de selv, deres livsvilkår og samfund er historieskabte”.
emu - Historie Fælles Mål

Håndværk og Design
”[...]Eleverne skal tilegne sig viden og færdigheder om håndværk, forarbejdning, materialer og designprocesser […]. Eleverne skal i arbejdet med håndværk og design lære at forstå samspillet mellem idé, tanke og handling frem til et færdigt produkt. Gennem praktiske håndværks- og designprocesser skal eleverne lære at arbejde undersøgende, problemløsende og evaluerende, så en kreativ, innovativ og entreprenant tilgang fremmes. Eleverne skal såvel individuelt som i samarbejde gennem stillingtagen og handling opnå tillid til egne muligheder og opleve glæde ved at arbejde med hænderne. Eleverne skal gennem håndværk og design opnå forståelse for materiel kultur […]”.
emu - Håndværk og design Fælles Mål

 

UNDERVISNING

Et undervisningsforløb om den danske maritime kulturarv og maritime håndværkstraditioner, med afsæt i de maritime håndværksfilm, kan tage sit udgangspunkt i forskellige fokusområder afhængig af fag, perspektiv og øvrig indhold.

Det kan eksempelvis være:

  • Den kulturelle arv og identitet som knytter sig til skibenes virke i vores fortid.
  • Forståelsen og brugen af forskellige maritime ord og begreber.
  • Forståelsen af den maritime udvikling gennem tiden efter år 1900.
  • Indsigt og indlevelse i den håndværksmæssige betydning for samfundets udvikling, med afsæt i skibene.
  • Forståelse for skibene som æstetisk og funktionel dansk design.
  • Viden om materialer, værktøj og arbejdsprocesser.
  • Forståelse for skibenes konstruktion som kompleks problemløsning.

Det er dog tanken at materialet kan virke i sammenhæng med andet materiale, for at give undervisningsforløbet en indholdsmæssig bredte, samt at give mulighed for perspektivering.

Det kan eksempelvis være:

  • En maritim byvandring og/eller havnerundtur.
  • Et besøg på et maritimt museum og/eller kystlivscenter.
  • Et samarbejde med søspejderne.
  • Introduktion til dansk litteratur, med fokus på kystliv, søfart – og folk.  
  • Et besøg om bord på et dansk træskib.

 

VEJLEDNING TIL BRUG AF MATERIALET

Sammen med lærervejledningen kommer også en gennemgang af et eksempel på et tværfagligt undervisningsforløb i fagene Dansk og Håndværk & Design. 

 

PRAKTISKE OPLYSNINGER

De maritime håndværksfilm kan findes her på hjemmesiden - Filmoversigt

 

 

På sitet ligger også faktaark under 15 af filmene, som fortæller i detaljer om håndværksfinesser, værktøjer og maritime udtryk. Desuden kan man finde et opgaveark med maritime ord, vendinger og begreber som bruges i daglig tale i dag.

Her finder du materiale til Lærervejledning

Undervisningsvejlednins udarbejdet af: WINNIE JUNKER HOLMEÅ CHRISTIANSEN Lærer og skibstømrer

Produceret med støtte fra

A.P. Møller Fonden / Lauritzen Fonden / D/S Orient's Fond / Codan Fonden / Børne- og Undervisningsministeriet
Produced by Chroma Film © All Rights Reserved 2022 

Om Cookies

Dette website bruger cookies til at forbedre din bruger oplevelse.